Rosa Danica

Rosa Danica

Når service og samarbejde skal være en dans på roser
 

Rosa Danica er en førende producent af potteplanter på verdensplan med en produktion af 16-17 millioner planter om året – primært roser, hvoraf over 90 % eksporteres til udlandet. Pålidelig og effektiv drift er derfor forretningskritisk for gartneriets produktion og udvikling af nye sorter. Som servicepartner hjælper Lindpro med at sikre funktionelle og energieffektive installationer til bl.a. vækstlys og klimastyring.

 
 
01 / 0
 

”Fagligheden er den absolut afgørende parameter, når vi vælger samarbejdspartner. Vi har samarbejdet med Lindpro i over 10 år, fordi vi får en unik fagekspertise til løbende optimering og vedligeholdelse af vores anlæg, så vi kan minimere driftsforstyrrelser, brandfare mv. Vi får ligeledes rådgivning til, hvordan vi kan spare på vores absolut største driftsudgift, nemlig strøm. Og så er Lindpro hurtigt på pletten, hvis vi har akut behov for hjælp”, fortæller Torben Moth, der har prøvet lidt af hvert i sine 27 år i spidsen for Rosa Danica. Torben Moth fortsætter:

”Vi havde et drivhus, der brændte for et par år siden på grund af en lampe med en defekt komponent. Lindpro havde planlagt udskiftning, men vi havde desværre ikke fået igangsat den. I sådan en situation er det afgørende med folk, der kender anlægget og ved hvordan, vi inddæmmer faren. Lindpros folk har på en helt eventyrlig god måde været i stand til at levere en fantastisk service, og det giver ekstra tryghed at vide, at vores lokale Lindpro-afdeling har en stor organisation i ryggen”.

Termografering af Rosa Danicas elinstallationer er grundlaget for en vedligeholdelsesplan, som Lindpro udfører. Planen skal sikre funktionsdygtige og driftssikre installationer ved eksempelvis at forebygge ophedninger i anlæggene. Et brandalarmeringsanlæg med røgdetektorer skal sikre hurtig alarmering i tilfælde af brand.

Strøm er vores største omkostning

Med ca. 15 ha væksthuse bruger Rosa Danica årligt omkring 30 millioner kWh strøm, hvilket udgør en af gartneriets største omkostninger.

Energibesparelser er afgørende for vores konkurrenceevne. Lindpros folk er utrolig vidende om, hvad der er af muligheder på markedet i forhold til lysinstallationer.

Vi får en særdeles kompetent rådgivning om energioptimering af vores el-tekniske anlæg i forhold til vores specifikke behov, og det sikrer os den bedst mulige driftsøkonomi”, forklarer Torben Moth.

Vi værner om vores knowhow

Ud over produktion af potteplanter eksporterer Rosa Danica deres knowhow om produktion og forædling til gartnerier uden for deres eget marked.

”Vores position på markedet er resultatet af mange års krydsnings- og forædlingsarbejde. Vi prøvedyrker og gennemtester hvert år 3000 forskellige sorter for deres kvalitet og holdbarhed her hos os, og det resulterer i 4-6 nye sorter på markedet.

Hele denne udviklingsproces kræver optimale vækstforhold, hvilket igen understreger vigtigheden af stabile og effektive anlæg samt en pålidelig servicepartner”.

Om Rosa Danica

Rosa Danica A/S er en moderne gartnerivirksomhed i Marslev på Fyn, der producerer 16-17 millioner potteplanter om året, hvoraf over 90% eksporteres til udlandet. Lis og Torben Moth Madsen etablerede Rosa Danica i 1987 med potterosen som hovedproduktion. Siden er sortimentet udvidet til også at inkludere Campanula og efterårskaktus. Gartneriet råder over et samlet areal på ca. 15 ha væksthuse. Rosa Danica beskæftiger ca. 140 faste medarbejdere, der suppleres af sæsonarbejdere.

 
Se alle vores cases Se alle cases