Lindpro har skræddersyet et forløb for elektrikerlærlinge, der ønsker at specialisere sig inden for brandsikring i håbet om at inspirere flere unge til at vælge den vej. Virksomheden søger netop nu lærlinge til dette nye, målrettede forløb i Esbjerg, København, Vejle og Aarhus med start omkring 1. august.

”Som mange andre brancher kigger vi også ind i en nær fremtid, hvor faglærte og specialiserede kompetencer bliver en mangelvare. Især kan vi se, at der kommer til at mangle specialiserede brand- & sikringsteknikere. Det paradoksale er, at det faktisk er et virkelig spændende marked i konstant udvikling og vækst. Det kunne vi godt tænke os, at flere af de unge får øjnene op for, så flere vælger brand & sikring som deres fremtidige levevej – og vi dermed fortsat kan møde vores kunders behov for højt specialiserede tekniske løsninger inden for blandt andet brand- og tyverisikring, TV overvågning og adgangskontrol”, forklarer HR-direktør i Lindpro Rikke Præstmark.

Lærlinge har høj prioritet

Lindpro gør i forvejen en stor indsats for at uddanne fremtidens el- og VVS-teknikere og har altid mere end 100 lærlinge.

”Vi lægger vægt på at sikre vores lærlinge en god uddannelse, hvor de selv er aktive medspillere. Med den nyeste modulbaserede elektrikeruddannelse fra 2015 er det blevet mere overskueligt for den uge at vælge vej, moduler og speciale i sin uddannelse. Og for os som virksomhed er det blevet mere effektivt at skabe den røde tråd mellem de enkelte moduler på skolen og de konkrete arbejdsområder i Lindpro, som for eksempel dette nye målrettede brand- & sikringsforløb, som vi nu har skudt i gang”, slutter Rikke Præstmark.