“Vi vil gerne have arbejdsulykkerne frem i lyset, for vi kan alle sammen lære af dem. Også selvom det er ulykker, hvor man måske har dummet sig lidt. Der er i dag en bevidsthed i organisationen
om, at vi skal undgå ulykker. Vi skal ikke være de seje macho-folk, der ignorerer ulykker, vi skal passe på os selv og hinanden,” siger Rikke Præstmark, der er HR-direktør i Lindpro A/S.

På fire år er det således lykkedes Lindpro at få antallet af arbejdsulykker markant ned. Ulykkesfrekvensen er faldet fra 23,4 i 2015 til 5,3 i 2019.

Aktiv ledelse og arbejdsmiljøorganisation

Ledelsen i Lindpro er gået forrest i indsatsen og har sat arbejdsmiljø højt på dagsordenen og har samtidig haft fokus på, hvordan medarbejderne tager ansvar for deres egen og kollegaers sikkerhed. Kun på den måde har indsatsen nemlig kunnet nå ud til de over 800 ansatte på landsplan.

Blandt de konkrete tiltag har arbejdsulykker og sikkerhed været et fast punkt på hvert eneste chefmøde, bestyrelsesmøde og afdelingsmøde, hvor omdrejningspunktet har været videndeling om de
arbejdsulykker, der er sket, for at undgå lignende ulykker.

“Det, der betyder meget for os, er, at vores medarbejdere kommer hjem i samme stand, som de tog af sted om morgenen. Vi låner jo i virkeligheden vores medarbejdere af deres familier og kære,
så vi har også ansvaret for at skabe et miljø, der er sikkert,” siger Rikke Præstmark.

Formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage roser Lindpro A/S for samarbejdet mellem medarbejdere og ledelse, som har været nøglen til at ændre på kulturen i virksomheden.
”Indsatsen hos Lindpro A/S er et rigtig godt eksempel på, at når ledelse og medarbejdere går sammen, kan de virkelig rykke sikkerhedskulturen på en arbejdsplads og skabe markante resultater.
Indsatsen viser, at et vedvarende fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed ved fx alle møder og en grundig introduktion til alle nyansatte kan være med til at forebygge arbejdsulykker meget effektivt. Jeg er sikker på, at indsatsen kan være til stor inspiration for andre virksomheder eller brancher.”

Lindpro A/S er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020 i kategorien Arbejdsulykker.

Om Arbejdsmiljøprisen

Arbejdsmiljøprisen uddeles af Arbejdsmiljørådet til fire arbejdspladser, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, og som kan inspirere andre. De 12 nominerede arbejdspladser og de fire vindere
udvælges af en dommerkomite, der består af repræsentanter fra DA, FH, KL, Lederne og Akademikerne og formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage.

Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2020 kåres tirsdag den 21. april i DGI-byen i København.

Læs mere

Læs hele Arbejdsmiljørådets pressemeddelelse om baggrunden for nomineringen af Lindpro på dette link: https://www.arbejdsmiljoeprisen.dk/Files/Dokumenter%20og%20publikationer/AMP2020/Lindpro%20nomineret%20til%20Arbejdsmilj%C3%B8prisen%202020.pdf

Se også, hvad vi tidligere har skrevet om vores arbejdsmiljøindsats:

https://lindpro.dk/nyheder/lindpros-ulykkesfrekvens-fortsaetter-nedad/

https://lindpro.dk/nyheder/maalrettet-fokus-paa-arbejdsmiljoe/