Rammeaftalen løber i fire år og omfatter drift og vedligehold af el-installationerne på samtlige hospitaler og udvalgte bygninger i Region Hovedstaden i tæt samarbejde med Regionens egen driftsorganisation.

”Vi har i mange år serviceret en række af landets andre store hospitaler og har derfor indgående kendskab til de tekniske behov, mulighederne for teknologisk optimering af den daglige drift – og vigtigst hvordan dette forenes med hensynet til personale, patienter og pårørende. Vi ser frem til at løfte denne opgave i fællesskab med Region H”, siger Allan Gustavsen, sektionschef i Lindpro.

Værdiskabende aftale
Foruden prisen var det afgørende for Region Hovedstaden at finde en leverandør, der både var i stand til at arbejde ind i regionens systemer og samtidig kunne sikre høj fleksibilitet og produktivitet.

”Vi ser frem til et konstruktivt og langvarigt samarbejde med Lindpro, der både strategisk og operationelt imødekommer forudsætningerne i udbuddet. Det er vigtigt for hospitalernes drift, at vi har leverandører, der ligesom Lindpro kan matche vores krav til økonomi, produktivitet og kvalitet – og at de kommer med et fast team af kompetente fagfolk, der har stor respekt for arbejdsgangene på regionens hospitaler”, udtaler Michael Langgaard Nielsen, enhedschef for drift og teknik, Region Hovedstaden.